#1 I 1969 væltede et roelæs foran min mormor og morfars hus i Perlestikkergade i Nakskov. Et af de mere trafikerede steder lige overfor stationsbygningen og Lollandsbanen. Klippet er fra min morfars arkiv.
#2-3 'Duft!', siger min 8-årige niece og holder et stykke frisk roe frem. Hun ved også, at roer dufter.
Roekampagnen startede i år i slutningen af september, og nu taler alle om roer, traktorlæs og 'duften' fra sukkerfabrikken. Dampene fra sukkerfabrikken skal man være nakskovit for at elske - jeg bor lige klods overfor fabrikken, og nogle dage er det heftigt. Men det er også en duft mange forbinder med hjem og Lolland. Roerne køres i dag i øvrigt for de flestes sukkerroedyrkeres vedkommende af maskinstationer.
Men tag ikke fejl af dampen og selve duften fra roerne. Jeg kørte lige bag et roetræk gennem Havnegade idag, og ligesom rødbeder har roer også denne her friske, jordagtige duft, der kommer fra stoffet geosmin. Det er den samme duft, der kommer fra jorden, når det lige har regnet. Tænk på tropiske regnskyl eller på varm jord, der rammes af en sommerbyge. Det dufter forunderligt og magisk!
På græsk kaldes duften af den første regn 'petrichor' - petra betyder 'sten eller klippe' (i øvrigt også grundstammen i navnene Peter og Pernille), og ichor, der betyder 'gudernes væske eller blod'.
Comentários