I forgårs talte en anden passager til mig i toget på Lollandsbanen som om jeg var en kendt fremmede. Han henvendte sig direkte til mig, som havde vi lige afsluttet, men nu genoptaget, en ny samtale. Samtidig talte han også til mig som var jeg uden forudgående kendskab til det her ukendte sted, Lolland. Nærmest som var jeg igen den hvide kvinde blandt lokale i en lille landsby ved Nilen i Norduganda .
Han fortalte, med en nærmest apokalyptisk mine, at toget aldrig ville komme til at tilbagelægge distancen fra Nakskov til Nykøbing F på kortere tid. At det altid havde taget 50 minutter, og at det kun var andre steder i Danmark at rejsetiden blev forkortet. I øvrigt, tilsvarende oplevelse i Norduganda, at være placeret udenfor den nationale infrastrukturs opdateringer.
Jeg forsøgte at indskyde, at jeg havde rejst strækningen før, også i 1980erne. At jeg også havde eksisteret dengang. At fastslå, at jeg også var lokal og ikke en udefrakommende. Ingen respons.
I Uganda udskilte jeg mig med min hudfarve og ved at være en del af hele den kollektive historie af tidligere udviklingsarbejdere, missionærer, opdagelsesrejsende og kolonister. På Lolland udskiller jeg mig ved ikke at have boet her fra 1990-23, selvom jeg kom her jævnligt.
Jeg bemærker til gengæld nu hver dag kommunens begrænsninger, hvor meget energidrik, der knappes op i det offentlige rum, hvor mange cigaretter folk ryger, og hvor mange færdselsregler, der ignoreres.
Måske er det, det der gør mig fremmed?
Min medpassagerers måde at tale direkte til mig på, ville vi i Afrika kalde 'ubuntu' - 'utu' i Tanzania. Det beskriver hvordan man ikke ignorerer andre mennesker omkring sig, men taler selvfølgeligt til fremmede som kender man dem i forvejen. Noget, man skal lede langt efter i København.
Åbenbart også noget, jeg selv skal finde ind i igen.
Comments