Som at kigge ind gennem en sprække i et cirkustelt

En kvinde i en flagrende, lang Dick Turpin kappe i mørkegrøn velour entrérer spor 3. Hendes lange hår stikker viltert ud under en spids hat med en lang fjer, der vibrerer i vinden.

'Er det her toget til Nakskov?' spørger hun ud i luften mod det tomme spor. Den ventende forsamling kvitterer med blikke af uendelig stilhed for så igen at glane ned i mobiler og vape på e-cigaretter.

Kvindens skarpe, københavnske dialekt skærer kradst igennem. Hun er i selskab med en mand, der forsøger at tyde lystavlerne, der blinker sort pga. sporproblemer ved Ringsted. Alle ved det. Det stod jo i Folketidende tidligere på dagen.

En enkelt passager overgiver sig. Han forklarer den indforståede lystavlekommunikation, som stationen bedriver med sine passagerer. Ja, toget går til Nakskov (hvor ellers!?).

Nogle gange føles Nykøbing F Station som at kigge ind gennem en sprække i et cirkustelt. Som om at jo længere vi bevæger os ud i periferien, mod Nakskov, jo kraftigere bliver følelsen af at blive trukket yderligere væk fra centrum.

Længere væk fra mainstream og ud på de små veje.