Foran et lille supermarked på Amager sidder en ældre kvinde på en kasse. Foran hende udfolder sig et tableau med hendes taske, Stradă og et krus til penge. Hun pulser på cigaretten, som hun holder i et stramt greb. Hendes briller er sorte med små, fine hvide prikker. Hendes hår viltert, og stemmen hæs, da hun svarer på mit hej.
'Køb noget til mig, så er du en skat', siger hun på dansk med en accent, der får mig til at tænke, at hun må være fra Balkan. 'Køb nogle cigaretter til mig!' påskynder hun, og blotter et slidt tandsæt.
'Det vil jeg altså ikke' griner jeg, men giver hende alligevel nogle småpenge.
'Hvor er du fra?' spørger jeg.
'Srbije' siger hun, og vender øjnene mod himlen som var det et fiktivt sted, der kun eksisterer i fantasien.
'Der har jeg boet' siger jeg.
'Jeg er fra Pančevo' siger hun så for ligesom at grave ét stik dybere og gøre det sværere. Men dén by kender jeg også. Det er faktisk den by, jeg oftest tænker på, når jeg husker på tiden, hvor verden hele tiden lå for mine fødder, hvor alt var sjovt, alt kunne ske, hvor vi havde oceaner af tid, og revolutioner syntes at implodere. Det var dengang Vojvodina altid havde det fineste, fløjlsbløde eftermiddagslys, hvor Dunav var blå, og vi drak billig vino belo og talte til sent om hvordan verden burde være nu.
Det fortæller jeg ikke. Der er et eller andet helt umuligt over, at jeg elsker Serbien, mens hun er i Danmark på vilkår, hvor hun i princippet må tigge penge. Og jeg kender ikke hendes historie til at kunne konkludere mere end det, jeg allerede har gjort.
'Kako se zoveš?' spørger hun for at teste om jeg bare finder på det med Serbien.
'Perrrrnila' siger jeg.