For 3 år siden skrev jeg det her fra Dagoretti i Nairobi. De her unge var en fest at arbejde med:
Jeg stod op kl. 6 i morges, og det er ved at være sent nu efter en lang dag, hvor vores kenyanske hold af community/citizen reporters er nået til at skrive artikler og redigere korte videos. Det er som regel først her på anden uge, at jeg kan se om det holder. Om de har formået at koble opgaverne med relevante temaer fra deres lokalsamfund, om de stiller skarpt nok. Og de kan koble teori med praksis.
Det er SÅ vildt, når det sker.
Jeg har lige modtaget den første artikel som handler om, at skoleelever i slummen klarer sig dårligere end gennemsnittet - især pga. forældre der skændes, drikker, ikke er til stede osv. Det er faktisk ret fint skrevet, og jeg må tilstå at jeg er så gammeldags, at jeg bliver helt rørt, når jeg ser at folk har knoklet, brugt både hænder, hjerne og hjerte.
Det blev også lige til en længere tur gennem halvdelen af Dagoretti for at se på en lille ny radiostation. Dagoretti er distriktsrammen om flere små 'landsbyer' i dette tæt bebyggede område. Her er skolebørn, der stikker i alle retninger, og som råber: 'HOW ARE YOUUUUUU?' Lugten af nyslagtede dyr, der hænger i slagterens vindue. Mangoer tæt på forrådnelse. Genbrugssko, der ikke mere er secondhand, men mindst fourthhand. Der er venner, der skal trykkes hånd og udveksles oplysninger med.
Slum er ikke bare slum. Her er rød jord og blå himmel. Trækroner, der strækker sig ind i himlen, og som slutter der, hvor jeg kan se de blå konturer af Ngong Hills lidt længere ude. Her er jordveje, som bliver til mudder, der hvor vandet fra nattens heftige regnskyl løber hen.
Jeg står gerne ligeså tidligt op i morgen.