’Så tag dog for helvede et ansvar!’ har jeg lyst til at råbe tilbage til skærmen, når endnu en politiker går på.
'Hvorfor skal vi støtte folk i nød?' spørges der.
Jeg svarer: 'Det skal vi fordi vi kan. Det skal vi fordi vi er dem, der har. Vi er dem, der har haft overtaget over verdens resurser. Vi er dem, der forbruger mest. Dem, der bruger mest elektricitet. Mest rent vand. Forbrænder mest CO2. Køber mest mad, og har mest madspild. Fordi vi tror vi kan købe os til lykke i kunstige produkter. Fordi vi plejede at være verdens lykkeligste land. Fordi vi har et ansvar.'
Valgkampen handler meget lidt om, hvad der skal til for at hjælpe folk i nød. Den er faktisk kommet endnu mere til at handle om os selv, og om hvordan vi kan få det til at se ud som om vi ikke er dem, der har mest. Vi vil helst være nogen, det er synd for.
Når jeg siger, at vi er forpligtet af et ansvar, så er det i virkeligheden meget enkelt. Kig jer omkring. Se på jeres forbrug. Hvad er det, du tror, du ikke kan undvære bare en lille bitte smule af? Kunne du ikke bare købe en lille smule mindre, og samtidig dele ud af en lille smule mere positivt overskud?
Det værste er, at denne afvisning af ikke at ville være dem, der har og kan, fordi det giver ansvar, udløser denne her uhåndterlige skam. Det er den samme skam folk har i blikket, når de passerer en Hus Forbi sælger. Man ser den i politikernes forvredne ansigtsudtryk. For hvordan kan man egentligt sige, at det er et bevidst valg at lade levende mennesker drukne på åbent hav. Fordi de ikke er som os. Nå, nej, det er jo menneskesmuglernes skyld.
Skammen er den værste. Den gør folk til idioter. Til mindre mennesker. Folk projicerer på livet løs. Altså overfører egne problemer på andre. Folk opfinder alle mulige forklaringer på hvorfor de ikke synes de skal hjælpe folk i nød. At der er fattige i Danmark. At vi skal sørge for vores egne først. At udviklingsbistand er ok, men så skal pengene i hvert fald også bidrage til danske arbejdspladser. At vores sundhedsvæsen står for tur. At nu må de andre lande i Europa også gøre deres. Og jo, vi har brug for kampfly for se lige hvad der skete i Ukraine. Og hvad med nærområderne? Og kan vi ikke bare sende flygtningene tilbage?
Det er det, der sker lige nu i den danske valgkamp. Uigennemtænkte og uvidende ideer slynges rundt. Jeg er nået frem til, at det handler mindre og mindre om penge og procenter på udviklingsbistand. Det vi forsømmer, og som i virkeligheden er det vigtigste, er at befolkningen er ligeglade, så længe du ikke tager deres plads til Disney-show eller Distortion.
Kan vi ikke få samtalen til at handle om værdighed og fornuft fremfor om penge? At det ikke handler om at give penge, men om at du selv kan gøre få ting lidt anderledes hver dag for at få verden til at fungere? At det er OK, at du ikke har råd til at hjælpe med penge, men at du så bare kører lidt mere på cykel, genbruger mere, smider mindre mad ud og taler pænt om dem, som du mener, ikke er som dig. Jeg vil faktisk heller have færre penge til flygtninge og udviklingsbistand i bytte for, at vi ikke opfinder langt ude forklaringer på hvorfor vi ikke kan tage ansvar for folk, der har mindre end os.