I virkeligheden er jeg lidt bange for havet, og hver tur er altid en øvelse i at overbevise mig selv om det modsatte. For ø og vand er forbundne, og er det ikke bare smukt, det her sted hvor de to identiske færger Lolland og Langeland krydser Langelandsbæltet på 45 minutter. 15 km i lige linje.
Måske er det også en reaktion på alternativet til færger.
’Hurtigere i mål’ og ’7 minutter i tog, 10 i bil' lover Femern-forbindelsen at den 18 kilometer lange tur mellem Rødbyhavn og Puttgarden vil tage, når tunnellen engang er klar i 2029. 5 millioner ’travel inclined’ tyskere forventes at ville være mere interesserede i at besøge Lolland, Falster og Møn i de tre følgende år. Der bliver talt meget om den tunnel, når Lolland skal sælges, men retorikken tænder ikke rigtigt min gnist. Det med de 7 minutter og hurtigere i mål lyder mest som om, at tunnelen var en kvinde der må indstille sig på, at action kulminerer før vi er begyndt. Men jeg er selvfølgelig heller ikke en travel inclined tysker.
Når jeg læser Helle Helles færgehyldende 'Rødby-Puttgarden' med litteraturanalysebriller, kan jeg godt se, at færgerne her er en mytisk reference til Karons færd med prammen over floden Styx til dødsriget. For typisk har Helle Helles karakterer svært ved eller er langsomme til at beslutte sig og sætte grænser. Det flyder ud. Tager tid. Sættes på pause. Men det vender også. Tag bare Hafni Fortæller, hvor Hafnis rejse rundt i Danmark forlænges i takt med hendes ønske om at lave om på sig selv til hendes 'fra nu af vil hun lyde anderledes'.
Østersøfærgernes limbo af frem og tilbage og Hafnis smørrebrødsrejse bliver en slags metafor for den mellemtilstand, hvor beslutningen endnu ikke er taget. Det er også netop den etape af mellemtilstand, færgen giver, der gør det hele mere interessant. Det er sagt før - det handler ikke om at nå hurtigst muligt frem, men om at få sig selv med.
Comments