Her i provinsen omtales kirker og fredede bygninger ikke sjældent som dyrt og besværligt.
Tag blot Dronningens Pakhus i Nakskov. Det blev faktisk bygget i 1589, før Børsen, og er i dag den ældste verdslige bygning i Nakskov. Og så er der Dronning Sofies Hus på Halsted Kloster fra 1591. Begge blev i øvrigt bygget for den samme kvindes penge, nemlig Christian d. 4.'s mor, Dronning Sofie, som også finansierede byggeriet af Børsen. Et dyrt forældrekøb, der inkluderede Rundetårn.
Da Dronning Sofie blev enke, 'forvistes' hun til Nykøbing Falster Slot (med residens på Halsted Kloster, når hun var på Vestlolland) men med råderet over det meste af jorden på både Lolland og Falster. Hun moderniserede dyrkningsmetoder, byggede møller, handlede, udlånte penge, og tjente så godt at hun i sin tid blev anset som Nordeuropas rigeste kvinde. Nationalmuseet hylder hende som en sej forretningskvinde - hvad de lolland-falstringske bønder dengang tænkte om det, ved vi ikke så meget om. Korn og andre varer er blevet opmagasineret i disse pakhuse i havnebyer Danmark rundt - klar til udskibning.
Halsted Kloster var en del af min fars samt farfars og farmors ungdom, hvor de arbejdede på godset. Kornmagasinerne i Nakskov var en del af min - her er både holdt (og holdes stadig, dog ikke i det på billederne) julemarkeder og heavy metal koncerter. Også en slags kulturarv når man kommer fra Nakskov.
For mig betyder kulturarv noget, særligt hvis det også spiller en rolle i hverdagen. Det giver dybde. Har du først befundet dig på et plastisk, europæisk 'middelalder' torv i et sydafrikansk storbycenter, kan du mærke forskellen 😉
Dronningens Pakhus - tjek foreningen, der arbejder for genrejsning her. Der er heldigvis planer i gang - se her.
Læs om Dronning Sophies Hus på Halsted Kloster her.
Comments