JEG TROR, JEG HAR EN NYHED* sagde den yngste sydsudanesiske deltager idag med et smørret grin, og fortsatte: 'Vil I høre?!'
'Yesss!' lød det.
Opgaven gik på at identificere de elementer, der gør en nyhed til en nyhed. Peter valgte istedet at vende spørgsmålet til os andre.
'Igår gik jeg ind i en elevator for første gang' (underforstået: det var en nyhed) startede han, og forklarede at han havde set en hvid man gå ind i den. Da elevatoren kom tilbage, var den hvide mand væk.
'Men da jeg stod alene inde i elevatoren skete der INGENTING. Jeg stod der i lang tid. Til sidst trykkede jeg på en tilfældig knap, og så huhhhh...den bevægede sig'.
Latter fra salen. Og Peters ansigt, der flækkede over i et grin. Resten af os grinede, helt ned i maven. Med til historien hører, at vi ledte efter Peter i går. Det tog nemlig også tid, før han kom ud af elevatoren. Jeg gik faktisk ned for at efterlyse ham i receptionen, fordi jeg troede, at han sad fast i elevatoren.
Peter er gået ud af Sydsudan, med små søskende i hånden, fra et område flere hundrede kilometer inde.
Nu er han i Uganda med flere familiemedlemmer. Han er nok den mest modige 21-årige, jeg kender. Det har han fået at vide idag.
Det er de små øjeblikke som disse, der rykker ved det store billede.
*I denne uge arbejder jeg med en gruppe yngre ugandere fra Gulu og sydsudanesere, som bor Adjumani - et område jeg boede og arbejdede i for 10 år siden. De unge sydsudanesere er flygtet til Uganda, de fleste indenfor de sidste 3 år som følge af den konflikt der opstod i december 2013. I Gulu træner jeg (for Deutsche Welle Akademie) de unge i 'community reporting. Ideen er at udstyre dem med redskaber så de kan bidrage med nyheder til lokale radioer i Norduganda.